Fra Nyhedsbrev 12
Udsendelse af vikarliste genoptaget
Kort efter påske blev Brugerklubbens bestyrelse gennem et af vores medlemmer gjort opmærksom på, at vikarlisten, som Aarhus Kommunes team, BPA Aarhus, opdaterer og udsender til alle tilmeldte via Digital Post, uden varsel var ophørt med at blive udsendt.
Gennem Brugerklubbens dialog med forvaltningen fandt bestyrelsen ud af, at den pludselige ændring skyldtes medarbejderfravær i BPA Aarhus. Medarbejderen er vendt tilbage, og vikarlisten sendes atter ud ugentligt som hidtil.
Stop for akutte reparationer på hjælpemidler fra 1. januar 2026
Vi er gjort bekendt med, at mindst et af vores medlemmer var nødsaget til at forblive på et værelse i sit eget hjem i påsken, da medlemmets kørestol var blevet defekt lige op til helligdagene.
Aarhus Kommune udfører pr. 1. januar i år nemlig ikke længere reparationer på hjælpemidler uden for ’normal åbningstid’. Som borger i Aarhus kan du dog fortsat akut få leveret eller udskiftet hjælpemidler som ’transportkørestole’ og toilet-/badestole uden for åbningstid.
Handicaprådet i Aarhus Kommune har taget sagen op. Henvendelse til rådmanden for Magistraten for Sundhed og Omsorg (MSO) blev bakket op til mødet i Handicaprådet 18. juni med angivelse af behov for en ’afklaring af, hvad alternativet er for de borgere, der oplever nedbrud på et nødvendigt hjælpemiddel uden for normal åbningstid’.
Fortsæt endelig med at informere bestyrelsen
Brugerklubbens bestyrelse vil gerne benytte lejligheden til at takke for henvendelserne fra vores medlemmer. En central opgave for Brugerklubben er netop at bidrage til at skabe bedst mulige vilkår for personer med BPA-ordning i Aarhus Kommune, og det kan bestyrelsen hjælpe med, når vores medlemmer informerer os om fx stop for akutte reparationer og udsendelse af vikarliste (dette heldigvis dog kun midlertidigt).
Lønregulering pr. 1. april 2026
Den 16. juni informerede BPA Aarhus (Aarhus Kommune) om lønregulering for handicaphjælpere via Digital Post.
Lønreguleringen trådte i kraft den 1. april i år og følger FOA’s Lønmagasin for kommunalt ansatte social- og sundhedspersonale uden social- og sundhedsfaglig uddannelse.
Arbejdsgiverbidrag ændres pr. 1. juli 2026
BPA-arbejdsgiverbidraget ændres pr. 1. juli 2026 fra 5,98 kr. til 4,98 kr. pr. fast bevilget time (2026-prisniveau). Ændringen påvirker ikke din BPA-bevilling eller hjælpertimer.
Ændringen kommer i kølvandet på Aarhus Kommunes ’omstillingsplan’.
Midler til BPA-ordninger i Aarhus Kommune
Det er næppe gået mange af vores læseres næse forbi, at der i foråret har været medieomtale om forbrug af offentlige midler til BPA-området.
Den 29. april har rådmanden for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Michael Christensen (LA), og kommunaldirektør for magistraten, Erik Kaastrup-Hansen, besvaret spørgsmål fra Gert Bjerregaard (V) om Handicapformidlingen (også kaldet en 10-dages forespørgsel).
Her får du en kort opsummering af vigtige punkter i besvarelsen.
I 2025 betalte kommunen ca. 155 mio. kr. til Handicapformidlingen.
Ca. 150 mio. kr. gik til 83 borgere, der bruger firmaet til at administrere deres BPA-ordning eller selvudpeget hjælperordning (kontant tilskudsordning efter serviceloven § 95,3).
Hovedparten af midlerne (89 %) er gået til lønninger til BPA-hjælpere.
Resten dækker vikarudgifter (5,7 %), forsikringer (1 %) og arbejdsgiverbidrag, dvs. til Handicapformidlingen for administration af BPA-ordningerne/udførelse af arbejdsgiverrollen (2 %).
Ca. 3,5 mio. kr. er gået til magistratsafdelingen Sundhed og Omsorg, og øvrige udgifter dækker over enkelte sager til afløsning i hjemmet til familier og ledsagelse af voksne med handicap.
Handicapformidlingen er langt det mest brugte BPA-firma/organisation i Aarhus. I 2025 udgjorde betalingen til Handicapformidlingen 83,69 % af samtlige BPA-midler i kommunen.
I skrivelsen understreger rådmanden og direktøren, at kommunen har begrænset mulighed for detaljeret kontrol og tilsyn.
Kommunen modtager et regnskab fra et BPA-firma og holder forbruget af timer op imod antallet af timer, som personen med en BPA-ordning er blevet bevilget. Ligeledes gennemgår forvaltningen, om forbruger af vikardækning ligger på et forventeligt niveau. Hvis gennemgangen ikke stemmer, følger kommunen op med det pågældende BPA-firma
Kommunen ikke er en del af den aftale, som en BPA-bruger og et BPA-firma indgår. Således betaler kommunen de reelle udgifter for en BPA-ordning, men kommunen har ikke krav på dokumentation som sådan.
Ud fra lovgivningen er det kun på arbejdsgiverbidraget, som en BPA-virksomhed kan tjene penge på. I 2025 betalte magistratsafdelingen for Sociale Forhold og Beskæftigelse 3.062.952 kr. i arbejdsgiverbidrag til Handicapformidlingen.
Til mødet i Social- og Beskæftigelsesudvalget 22. juni blev orienterede forvaltningen om deres samarbejde med Handicapformidlingen.