Brugerklubbens generalforsamling d. 14. november 2025

Inden generalforsamlingen lyttede vi til Lone Barsøes spændende oplæg med emnet ‘BPA dengang og nu – fra kompensation til kamp’.

Referat af Brugerklubbens generalforsamling d. 14. november 2025

1. Dirigent Lene Lau

2. Referent Alice Carlsen

3. Bestyrelsens beretning v. formand Karsten Jühne.

Den nuværende bestyrelse blev valgt i forbindelse med generalforsamling fredag 29. november 2024.
Første bestyrelsesmøde blev afholdt 14. januar 2025, og siden da har bestyrelsen holdt møde en gang månedligt bortset fra juli 2025.

Brugerklubben har i år afholdt to arrangementer.

Lørdag 17. maj holdt vi – i samarbejde med Handicapformidlingen – en workshop Bedre Parat til Ansvaret.
Workshoppen samlede 30 BPA-brugere til en dag med fokus på at gøre brugerne bedre rustet til ansvaret som arbejdsgiver/arbejdsleder med en BPA-ordning.
Gruppediskussionerne var meget populære, og det følger vi op på ved vores næste arrangement i samarbejdet med Handicapformidlingen. Det afholdes søndag den 12. april, og temaet er arbejdsmiljø og trivsel.

2. september havde vi Valgmøde i samarbejde med adskillige handicaporganisationer.
Vi havde indbudt alle byrådets partier, og 10 af dem sad i panelet.
De blev udfordret på deres holdninger til handicapkonventionen og Aarhus Kommunes handicappolitik – og ikke mindst på deres holdning til BPA-ordningen og dens bevarelse.
Der kom mange gode spørgsmål og indlæg fra salen, både fra borgere med handicap, pårørende og andre.
Omkring 100 deltog i valgmødet.

Vi mødes løbende med forskellige byrådsmedlemmer for at øge deres forståelse for BPA-ordningen.

Bestyrelsen har desuden haft to møder med socialrådmand Anette Poulsen, hvor vi har drøftet vores bekymringer.

Bestyrelsen mødte også op på rådhuset i forbindelse med forhandlingerne om budgetforliget for at påvirke politikerne til at sikre økonomien på BPA-området.

Vi har gennem mere end et år deltaget i en BPA-dialoggruppe med det formål at genskabe tilliden på området. Vi mente ikke at arbejdet førte til nogen egentlig positiv ændring for vores medlemmer og valgte derfor at afslutte forløbet, da gruppens kommissorie udløb.

Vi har holdt 2 halvårlige møder med Tina Fendinge fra Rådgivning og Visitation, Voksne.

Formålet er gensidig orientering og afstemning i forhold til fx ændringer i BPA-håndbogen, udmåling af hjælp i forbindelse med ferie og forsikring af vores hjælpere.

Rådgivning og Visitation, Voksne har senest bedt om Brugerklubbens holdning til sagsgangen efter hjemvisning af sager fra Ankestyrelsen. Det vender vi tilbage til under eventuelt.
Der planlægges et BPA-stormøde i foråret 2026. Emner til mødet er meget velkomne.

Redaktionsudvalget står bag vores nyhedsbrev. Nyhedsbrevet udsendes til alle vores medlemmer og en stor gruppe af samarbejdspartnere, politikere og andre interesserede.

Som I kan høre af beretningen, har Brugerklubben mange opgaver i løbet af året. Vi håber derfor, at flere kunne være interesseret i at deltage i fx redaktionsudvalget og arrangementsudvalget. På den måde er vi flere, som kan løfte opgaverne.

4. Regnskab

Per Jacobsen fremlagde regnskabet, der godkendtes.

5. Indkomne forslag

Der var ikke indkommet forslag.

6. Fastlæggelse af budget og vedtagelse af kontingent.

Per Jacobsen fremlagde budget, der godkendtes.
Kontingent fastholdes på 200 kr. årligt.

7. Valg til bestyrelse og af 2 suppleanter

Bestyrelsesmedlem Martin Albrechtsen ønskede at udtræde af bestyrelsen.
Bestyrelsesmedlemmer Karsten Jühne og Alice Carlsen var på valg og genopstillede. Til valg af bestyrelsesmedlemmer opstillede desuden Lene Kjær og Fin Solmer.
Valgt til bestyrelsen blev Karsten Jühne, Alice Carlsen og Lene Kjær.
Valgt til suppleanter blev Marianne Møller Pedersen og Fin Solmer.

8. Valg af 2 revisorer og 1 revisorsuppleant

Kirsten Nielsen og Tonny Brøgger blev genvalgt som revisorer.

Til revisorsuppleant valgtes Thomas Krysiza

9. Eventuelt

Fra bestyrelsen: Tina Fendinge, Rådgivning og visitation Voksne, har overfor bestyrelsen fremsat ønske om en tilkendegivelse af, hvordan en god sagsbehandling kan være, når en sag hjemvises.
(Hjemvisning af en sag betyder, at Ankestyrelsen har fundet en sag utilstrækkeligt belyst og sender den tilbage til kommunen).

Bestyrelsen opfordrer interesserede til at tilmelde sig en gruppe, der kan diskutere følgende:
1. Hvordan kan en god sagsbehandling være, når en sag bliver hjemvist?
2. Hvad skal man gøre som borger?
3. Hvordan kan vi have en god dialog?

Birgit Barfoed, Lene Kjær og Antoniett Vebel Pharao meldte sig. Sidstnævnte dog under forudsætning af, at hun ikke bliver valgt ved kommunalvalget.

Ref. Alice

Den nye bestyrelse konstituerede sig på et kort møde efter generalforsamlingen og ser nu således ud:
Formand Tut Ma
Næstformand Peter Bach Nielsen
Kasserer Karsten Jühne
Sekretær Alice Carlsen
Bestyrelsesmedlem Lene Kjær
Suppleanter Marianne Møller Pedersen og Fin Solmer Poulsen

GENERALFORSAMLING I BRUGERKLUBBEN

TID: Fredag d. 14. november 2025 kl. 16.00-ca. 19.00
STED: Teatersalen på Handi-ka, Engtoften 7A, 8260 Viby J
DAGENS PROGRAM
16.00 – 16.45:
Oplæg v/Lone Barsøe ‘BPA dengang og nu – fra kompensation til kamp’
17.00 – 18.00(ca.):
Generalforsamling
Ca. 18.00: Fællesspisning (smørrebrød)
👉 TILMELD DIG VIA MAIL til mail@brugerklubben.dk
TILMELDINGSFRIST: lørdag d. 8. november
KONTINGENT: 200 kr.
Betal kontingent for 2025 via MobilePay 348106 eller
bankoverførsel på konto: 1551 5776597.
HUSK at skrive navn og e-mail på indbetalingen.
Vi glæder os til at se dig til generalforsamlingen 🤗

Valgmødet 2. september 2025

Over 70 interesserede var dukket op da Brugerklubben sammen med Muskelsvindfonden og de lokale afdelinger fra Dansk Handicap Forbund, CP Danmark, Gigtforeningen samt Polio- & Ulykkespatientforeningen afholdt valgmøde med 10 kandidater til det kommende kommunalvalg.

Aftenens hovedemner blev Aarhus Kommunes problemer med at følge FN’s Handicapkonvention og kommunens handicappolitik og så selvfølgelig BPA-ordningens skæbne.

Se frem til et grundigt referat i et kommende nyhedsbrev.

Workshop 17. maj – Arbejdsleder/Arbejdsgiver


På en solrig eftermiddag mødtes 30 personer med en BPA-ordning til en spændende workshop i MarselisborgCentrets kantine arrangeret af Brugerklubben og Handicapformidlingen.
Dagen begyndte med et oplæg om muligheder, ansvar og opgaver som arbejdsleder og arbejdsgiver fra Magnus Fristrup, BPA-chef i Handicapformidlingen, og Karsten Jühne, formand for Brugerklubben i Århus.
Efter en pause gav Antoniett Vebel Pharao og Mikkel Bundgaard os deres beretninger om, hvordan de hver især takler dagligdagen med en bpa-ordning – henholdsvis som arbejdsleder og som arbejdsgiver.
Derefter gik vi i grupper. Dygtigt ledet af Sanne Rubinke, underviser på Egmont Højskolen, kastede vi os over en stribe dilemmakort, der gav baggrund for gode diskussioner om udfordringerne i at være arbejdsleder / arbejdsgiver.
Sanne hjalp med at afrunde dagen. En dag fyldt af nyttige oplysninger, stor spørgelyst, gode snakke i pauserne og en dejlig forplejning med kaffe, te, øl, vand, chips, kage og frugt. Det eneste, der måske var for lidt af, var tid.
Vi kommer igen næste år.

BPA Workshop

Kom til workshop med oplæg fra erfarne BPA-brugere og fagfolk samt mulighed for erfaringsudveksling og gruppearbejde om at være arbejdsleder/arbejdsgiver.
Tilmeld dig snarest muligt, så du kan komme med. Der er plads til 30 BPA-brugere med respektive hjælpere til arrangementet med tilmelding efter “først til mølle”-princippet.
Der er toiletfaciliteter med loftlift.
✅TILMELDING:
Pris: 50 kr. pr. deltager (hjælper på arbejde er selvfølgelig gratis).
Udfyld tilmeldingsformularen via linket her: https://bit.ly/4cq0Csr
NB: Tilmeldingsfristen er onsdag d. 7. maj.
Vi glæder os til at se dig til BPA-workshop, som denne dag står for Bedre Parat til Ansvaret (som arbejdsleder/arbejdsgiver).

Generalforsamling 29. november

29. november holdt vi generalforsamling i Brugerklubben i Aarhus.

Mødet indledes af byrådsmedlem i Aarhus, medlem af Social- og Beskæftigelsesudvalget, Gert Bjerregaard (V) fortalte om sit syn på udviklingen på BPA-området i Aarhus.

Efter generalforsamlingen har bestyrelsen konstitueret sig således:
Karsten Jühne (formand), Peter Bach (næstformand), Martin Albrechtsen (kasserer), Alice Carlsen og Tut Ma (bestyrelsesmedlemmer),   Henriette Løgstrup (suppleant og sekretær), Marianne Møller Pedersen (suppleant). Per Jacobsen er konsulent, men ikke valgt.

Se referater herunder.

Referat af Gert Bjerregaards oplæg

Byrådspolitiker Gert Bjerregaard (V) var inviteret af Brugerklubben til at holde et oplæg om BPA-området inden generalforsamlingen. Her er hans nogle af hans betragtninger.

Han har haft 23 spændende og udfordrende år i kommunalpolitik, hvor dialogen mellem mennesker har været det mest interessante. Han har bestredet mange poster, men området Sociale forhold og Beskæftigelse er hans hjerteblod, og det er et område han har beskæftiget sig meget med.
Alle med et handicap skal leve et selvstændigt og meningsfuldt liv. Alle skal have mulighed for at være en del af et arbejdsfællesskab i den udstrækning man kan bidrage med, om det er på fuld tid eller et par timer om ugen. Om det er i et arbejde, som frivillig eller andet, er det vigtigt at være en del af samfundets sammenhængskraft.

BPA-ordningen bør have et vigtigt politisk fokus på, hvordan kommunen bedst kan understøtte borgeren til at mestre eget liv, og dermed sikre borgerens livskvalitet. BPA-ordningen er rettet mod borgere med udfordringer og behov, så brugerne har mulighed for at leve et liv på lige fod med andre. Men som tiden er nu, er BPA-ordningen udfordret. Det er problematisk at lovteksten for BPA-området bliver læst forskelligt af politikerne i kommunerne, og der er afsat for få penge til området.

Færre får tildelt en BPA-ordning, og forvaltningen af området er kritisabel. Gert Bjerregaard mener at kommunen har gang i en spareøvelse på området, hvilket de eksisterende sager med brugere af BPA-ordningen, som får frataget ordningen, vidner om. Kommunen, mener han, tester hvor langt de kan spare økonomisk. Han indrømmer gerne, at han selv har stemt for det budgetforlig i byrådet, der bestemte midlerne til BPA-området, og at der blev afsat for få midler dengang, men han stemte ikke for nedskæringer på området. Får han muligheden vil han efter det kommende kommunalvalg stemme for, at der afsættes flere midler til BPA-ordningen og socialområdet. Han mener det er nødvendigt specifikt at øremærke midlerne til BPA-ordningen.

Gert Bjerregaard mener godt vi kan løse problemet med området sammen, han vil i hvert fald arbejde for det. Det skal være løsninger, der forholder sig til den overordnede økonomi, men som også ser på behovet for det eksisterende bureaukrati vedrørende BPA opfølgninger – han mener ikke det er nødvendigt med en årlig opfølgning, men er åben for andre muligheder. Den løsning åbner op for et tillidsbaseret forhold bruger og kommune imellem

Der var åben for spørgsmål og kommentarer. Det blev blandt andet pointeret, at antallet af BPA-ordninger er dalende fra 192 brugere for få år siden til 162 brugere i dag. Der er kun tildelt 1 ny ordning i år ud af 10 ansøgninger. BPA-ordningen er afgørende for at leve et selvstændigt liv – et liv uden er lig med et liv indenfor hjemmets fire vægge.

Det blev også pointeret, at der i kommunen er blevet ansat flere til at føre kontrol med BPA-ordningen, så der nu er flere ansatte end der er BPA-brugere. Det blev foreslået at kommunen sparede ved at rydde op i bureaukratiet, til hvilket Gert Bjerregaard kommenterede, at der skal ryddes op i de ansatte. Hvad han betegnede som en klapjagt på området, skal stoppes. Der skal være mindre kontrol og mere fokus på, hvad der skal til for at BPA-ordningen fungerer.

Afslutningsvist fortalte Gert Bjerregaard, at Brugerklubben gør det rigtige i at kontakte og fastholde kontakten til byrådspolitikere og socialudvalg, for politikerne vil gerne hjælpe. Vi skal dog huske, at det kræver flertal i byrådet at rulle besparelser tilbage. Han er klar over at det er politisk handling der skal til, og er villig til at de sager, hvor borgere har mistet deres BPA-ordning skal prøves igen.

Gert Bjerregaard takkede for at måtte komme, og ønskede en god generalforsamling.

 

Referat af Brugerklubbens generalforsamling 29. november 2024

1) Dirigent Lene Kjær

2) Referent Henriette Løgstrup

3) Bestyrelsens beretning v. Karsten Jühne
Bestyrelsen blev valgt på den ekstra ordinære generalforsamling 2023, og det har været en meget aktiv bestyrelse med mange opgaver og møder, som den har løftet i flok. Bestyrelsen har et godt samarbejde om de mange udfordrende opgaver den har stået overfor at skulle løse.
Brugerklubben har afholdt tre medlemsarrangementer:
1. Kommuneangst 25. januar
2. Aktiv livhjælp – Aktiv dødshjælp (i samarbejde med LOBPA) 9. juni
3. BPA-opfølgning 5. oktober
Bestyrelsen var repræsenteret ved demonstrationen ”Undskyld vi er her” 22. maj på Christiansborgs Slotsplads. En begivenhed, der beklageligt ikke fik megen medieopmærksomhed.
Der er lagt et stort redaktionsarbejde i at få lavet vores nyhedsbrev, som erstatning for BPA-Bladet. Nyhedsbrevet sendes ud til alle medlemmer på deres e-mail.
Brugerklubben benytter sig også i stigende grad af de sociale medier på Facebook, LinkedIn og vores hjemmeside.
Bestyrelsen har afholdt to møder med Rådgivning, Vejledning og Visitation. RVV havde sendt et brev til alle BPA-brugere angående serviceforringelser på ferieområdet, som dog efter kritik blev trukket tilbage.
Bestyrelsen indgår i Følgegruppen for styrket tillid på BPA-området.
Bestyrelsen har haft mange møder med diverse byrådspolitikere og udvalg for at skabe opmærksomhed og lydhørhed på nedskæringerne på BPA-området. Vi har også god kontakt til flere folketingspolitikere.
I oktober forsøgte daværende rådmand for Sociale forhold og Beskæftigelse, Anders Winnerskjold, at lægge BPA-området over i Sundhed og Omsorg. Brugerklubben reagerede med det samme og fik gjort indsigelse. BPA-området blev ikke flyttet.

4) Godkendelse af regnskab v. Per Jakobsen
Regnskabet blev fremlagt. Brugerklubben har to konti – en til BPA-Bladet, som ikke eksisterer længere, og en til driften af Brugerklubben. Bladet fremgår som indtægt. Det samme gør de nye medlemmer til ved vores arrangement om Kommuneangst i januar, de fik medlemskab billigere, 50 kr. Vi fik en del flere medlemmer den aften. Regnskabet blev godkendt.

5) Indkomne forslag
1. Bestyrelsen foreslår, at BPA-Bladets konto nedlægges og indestående overføres til Brugerklubbens driftskonto. Forslaget vedtaget.
2. Foreningen Tours on Wheels repræsenteret af Ulla Søberg Jakobsen fremstillede to forslag, som begge blev afvist at høre hjemme på generalforsamlingen. Dirigenten fandt det mærkeligt, at en anden forening på Brugerklubbens generalforsamling kunne fremstille egne forslag vedrørende arrangementer ifølge vores vedtægter. Bestyrelsen har tilladt dette da Ulla er medlem, og derved kan stille forslag. Enden blev at Tours on Wheels må henvende sig til bestyrelsen med deres forslag.

6) Fastlæggelse af budget og vedtagelse af kontingent
Brugerklubben forventer 70 medlemmer. Kontingent fastlægges til 200 kr. Vedtaget.
Det blev foreslået at bestyrelsen kan forsøge at søge fondsmidler og §18-midler til afholdelse af arrangementer.

7) Valg til bestyrelse og af 2 suppleanter
Bestyrelsesmedlemmer Peter Bach og Alice Carlsen var på valg, begge ønskede at genopstille. Henriette Løgstrup var ikke på valg men ønskede at trække sig som bestyrelsesmedlem. Der skulle vælges tre bestyrelsesmedlemmer.

Valgte blev:
Peter Bach (2 år)
Tut Ma (2 år)
Alice Carlsen (1 år)
Suppleanter:
Marianne Møller Pedersen
Henriette Løgstrup

8) Valg af 2 revisorer og 1 revisorsuppleant
Kirsten Nielsen og Tonny Brøgger blev valgt som revisorer. Det var ikke muligt at vælge suppleant, da ingen ønskede at stille op.

9) Eventuelt

/for referat Henriette Løgstrup

Fin Solmer beder om jeres historie

Medlemsmødet den 5.  oktober

Hej alle, det glædede mig meget at se det fine fremmøde, da Brugerklubben i Århus  afholdte medlemsmøde den 5. oktober.

Vi kan ikke lave om på, at det er et tungt tema, der hænger over os. Nemlig de famøse revurderinger, som mange af os står overfor og frygter. Andre har været igennem dem, og nogle med forfærdelige konsekvenser, hvilket desværre også fremgik af mødet.

Jeg mener, at det er vigtigt at vi får fortalt vores historier. Enkeltvis giver en historie oftest sympati og medfølelse. I nogle tilfælde vil folk måske ovenikøbet harme sig over den måde mennesker med handicap bliver behandlet på. Det i sig selv hjælper os ikke, men når historierne bliver mange, og fylder i medierne begynder det at trykke politikerne. Særligt de politikere, som står i opposition til det eksisterende, klæder vi på, så de på vegne af os kan kæmpe vores sag.

Så af den grund ser jeg vores historier som vigtige, og det er når der er kommunalvalg og folketingsvalg, at politikerne får brug for græsrodsbevægelserne heriblandt brugerklubben, og de sørgelige beretninger det uundgåeligt medfører, når politikerne har besluttet sig for at spare på handicapområdet.

Af den grund er det vigtigt, at I fortæller jeres historier. Noget tyder på, at jeg har hul igennem til Aarhus Stiftstidende, og også Jyllands-Posten har jeg haft held med. Jeg har i hver fald ikke fået noget afvist. Så hvis vi bare holder en lødig tone, så er der håb om at vi kan få det bragt.

I skal være velkomne til at bringe jeres historier til mig, så vil jeg gøre mit bedste for at få dem bragt.

Min mailadresse kommer her

fsolmer@hotmail.com

Venlig hilsen Fin

Medlemsmøde i Brugerklubben

Tema: BPA-opfølgninger

Tid: Lørdag 5. oktober 2024, fra kl. 13 – 16 på MarselisborgCentret
Sted: Evald Krogs Gade 9, bygn. 9, 8000 Aarhus C
Forplejning: Kaffe, te, vand, og kage
Betaling: Ingen

Dagens program

* Bestyrelsen giver et oplæg
* Hvad er godt at være opmærksom på 
FØR, UNDER og EFTER et BPA-opfølgningsmøde?

* Erfaringsudveksling
   

Bestyrelsen og medlemmerne udveksler viden og erfaring med ofte forekommende situationer og udfordringer I forbindelse med BPA-opfølgningerne.

Spørgsmål i plenum om BPA-opfølgninger og Brugerklubbens fremtid.
Overvej gerne før medlemsmødet: Hvad er vigtigt for dig, at vi har fokus på fremover?

Tilmelding senest den 1. oktober. Send en mail til: mail@brugerklubben.dk
Kom i god tid – der er kun én elevator. 

Bestyrelsen samlet

Bestyrelsen er samlet til bestyrelsesmøde 5. september 2024.
Bagerst fra venstre: Martin Albrechtsen (kasserer), Per Jacobsen (frivillig konsulent, ikke valgt), Tut Ma (suppleant), Peter Bech-Nielsen (næstformand)
Forrest fra venstre: Karsten Jühne (formand), Marianne MøllerPedersen (suppleant), Henriette Løgstrup (sekretær), Alice Carlsen (bestyrelsesmedlem)