Workshop 17. maj – Arbejdsleder/Arbejdsgiver


På en solrig eftermiddag mødtes 30 personer med en BPA-ordning til en spændende workshop i MarselisborgCentrets kantine arrangeret af Brugerklubben og Handicapformidlingen.
Dagen begyndte med et oplæg om muligheder, ansvar og opgaver som arbejdsleder og arbejdsgiver fra Magnus Fristrup, BPA-chef i Handicapformidlingen, og Karsten Jühne, formand for Brugerklubben i Århus.
Efter en pause gav Antoniett Vebel Pharao og Mikkel Bundgaard os deres beretninger om, hvordan de hver især takler dagligdagen med en bpa-ordning – henholdsvis som arbejdsleder og som arbejdsgiver.
Derefter gik vi i grupper. Dygtigt ledet af Sanne Rubinke, underviser på Egmont Højskolen, kastede vi os over en stribe dilemmakort, der gav baggrund for gode diskussioner om udfordringerne i at være arbejdsleder / arbejdsgiver.
Sanne hjalp med at afrunde dagen. En dag fyldt af nyttige oplysninger, stor spørgelyst, gode snakke i pauserne og en dejlig forplejning med kaffe, te, øl, vand, chips, kage og frugt. Det eneste, der måske var for lidt af, var tid.
Vi kommer igen næste år.